Sommertid er drinks tid! Og den gode vært kan også underholde…

Af: Lasse Yde Hegnet

Hedebølgen har netop passeret Danmark, og hvis kølige drinks fyldt med isterninger og gode smage ikke var en del af din beredskabspakke, så gjorde du noget forkert!

Cuba er exceptionelt dygtige til at lave drinks – eller cocktails, som de egentlig bør kaldes. Landets enorme udvalg af solmodne frugter, sukker og rom (og selvfølgelig bagtæppet) er alt det man har brug for, for at lave noget helt unikt. Vi kan tage dem fra en ende af: Mojito, Daiquiri, Cuba Libre, Piña Colada, Havana Special osv er alle produkter af cubansk cocktailkultur og råvarer.

Cocktails kræver gode historier

Men cocktailene rummer også nøglen til at fortælle landets historie. For lad os sige det som det er: de færreste danskere interesserer sig for Cuba. Det er noget med gamle amerikanerbiler, Che Guevara og Fidel Castro, kommunisme og noget man skal se før det forsvinder.

Men Cubas historie er ikke kun rig og kompleks. Og jeg drømmer om at gøre den interessant for danskerne! For den cubanske historie er fyldt med gode historier! Faktisk den slags historier som man passende kan fortælle over en cocktail, eller underholde sine gæster med mens man tryller med shakeren. Vil man gerne være en god vært, så ved man godt at mad og drikke kan smage nok så godt, men det er prikken over i’et – eller limen i cocktailen der er den afgørende detalje.

Derfor arbejder jeg på bogen “Rom & Revolution” som skal fortælle Cubas historie gennem 20 cocktails.

Forestil dig det lige – en bog hvor du får en opskrift på en af de gode cubanske cocktails. Kendte som ukendte. Tips og tricks til at lave den og samtidig fremstå som en der ved hvad man laver. Og ved hver opskrift følger en historie der på en eller anden måde relaterer sig til cocktailen, og som er så god at du bare må fortælle den videre.

Som f.eks. mojitoen og den sande historie om The Pirates of the Carribbean, som brugte Cuba som steder at grave skatte ned, og som plyndringsdestination. Hvem sagde Sir Francis Drake? Eller krigerens cocktail – canchancharraen og den gribende historie om faderen der var villig til at ofre sin søn for Cubas frihed. Eller Hotel Nacional Special og historien om dengang de to venner (Lucky) Luciano og Meyer (Lansky) gjorde Havana til mafiaens yndlingsferiedestination. Og hvordan Frank Sinatra ødelagde det hele fordi han var liderlig. Eller Havana Special og gruppen af 90 årige mænd der fik et internationalt gennembrud med deres musik.

Og sådan fortsætter det med historier der er for gode til ikke at fortælle og underholde med!

Mojito forberedes
Piña Colada og daiquiri på en sen nattetime i Havana

Bogen er ikke kun en drøm – den er i shakeren

Arbejdstitlen på bogen er “Rom & Revolution”. Jeg skriver selv på historierne og har en cubansk historiker til at hjælpe mig. I øjeblikket er otte af de 20 planlagte historier skrevet.

Historierne og opskrifterne tester jeg på mine gode ven Mathias i podcasten ‘Cocktail Kartellet’, hvor der allerede er seks afsnit ude om cocktails fra hele Latinamerika.

Jeg drømmer om at have et forlag at samarbejde med – er det dig, eller kender du nogen der kunne være oplagte. Så skriv til lasse@medietaf26juli.dk

Og find løbende opskrifter her på siden.

Tak for at I læste med!

//Lasse